Topeak Ninja TC-Road Flaskeholder Med Miniværktøj [test]

Jeg har fået lov til gratis at teste Topeak Ninja TC-Road Flaskeholder Med Miniværktøj af folkene bag Bikester.dk. Jeg har igennem et stykke tid gerne ville have muligheden for at komme afsted på en kort cykeltur uden at skulle have en mindre oppakning med af værktøj med i tasken. Så jeg kiggede lidt på muligheden for at få det allermest nødvendige værktøj med ved at placere det på cyklen og her kommer Topeak Ninja TC-Road Flaskeholderen ind i billedet. Flaskeholderen er nemlig udstyret med et lille kammer hvor der er plads til et lille multi-tool (som følger med ved købet af flaskeholderen).

Topeak har lavet flere versioner af deres flaskeholder enten med små opbevaringstasker eller rum med multi-tools. Jeg havde kig på både Topeak Ninja TC-Road og Topeak Ninja TC-Mountain. Begge flaskeholdere og medfølgende værktøj ville kunne klare mange af de små reparationer man kan komme ud for at skulle klare akut på en tur i skoven. Forskellen på de to versioner af flaskeholder ligger i det medfølgende værktøj.

Topeak Ninja TC-Road har 8 funktioner, mens Topeak Ninja TC-Mountain har 23 funktioner. Det springende punkt for mig var dog at der var dækjern med i Road udgaven, til gengæld må jeg så desværre undvære en kæde-leds splitter som kun findes i Mountain udgaven. For en komplet liste over deres funktioner klik her for Road, og her for Mountain.

Jeg valgte som sagt Road udgaven af flaskeholderen og på billederne herover kan du se hvordan det lille værktøj passer perfekt ned i rummet under flaskeholderen. Og hvordan dækjernene sidder på siden af flaskeholderen. Jeg har kørt med flaskeholderen et par uger nu og man bemærker på ingen måder at man kører rundt med lidt værktøj under drikkeflasken. Der er ingen irriterende rasle lyde fra værktøjet når man kører i skoven for værktøjet har et stykke gummi omkring. Flaskeholderen incl 2 dækjern og værktøj vejer sølle 169 gram så næppe noget der sænker farten synderligt. Og Topeak Ninja TC-Road Flaskeholder betyder i hver fald at der er lidt mindre værktøj i min rygsæk når jeg kører i skoven, men helt at undvære rygsækken kan jeg altså ikke endnu.

Jeg er dog stødt på et problem med Topeak Ninja TC-Road Flaskeholder. Jeg har to mountainbikes, en hardtail Merida og en fully Scott Spark 945 og det var oprindeligt meningen at montere flaskeholderen på min fully, men det viser sig at der på min Scott ikke er plads til at montere flaskeholderen da den støder mod bagdæmperen.

På min Merida hardtail sidder flaskeholderen perfekt og jeg kan få fat i værktøjet med et simpelt tvist at rummet under flaskeholderen. Det er med andre ord en god ide lige at tjekke om du reelt har plads til at montere flaskeholderen inden du køber den. Prisen er helt rimelig, jeg har fået flaskeholderen med værktøj for 240 kr (Mountain versionen koster 350 kr).

Så for at opsummere så er Topeak Ninja TC-Road Flaskeholder med miniværktøj en god mulighed for at slippe af med noget af værktøjet i rygsækken på en bekvem og billig måde. Kvaliteten af værktøjet er rigtigt god og du får 2 dækjern med monteret på flaskeholderen. Eneste negative ting jeg har kunne finde er at flaskeholderen pga mangel på plads ikke kunne monteres på min Scott Spark 945.

Produktet er sponsoreret af Bikester.dk, men test og anmeldelsen af produktet er på ingen måder påvirket af sponsor.

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.