Vinterferien 2019 – i tal og billeder

9½ dags ferie fra jobbet ! Det er sjældent at jeg har mulighed for at holde så lang en vinterferie fra sygepleje jobbet, men i år faldt det heldigt ud for mig og jeg havde mulighed for en god lang ferie. Om 2 uger går turen til Malaga med MTB Travels så det er klart at jeg måtte ligge en del timer på cyklerne for at optimere min form inden turen. Jeg fik kørt 237 km, jævnt fordelt over dagene.

9. Februar

Den første fridag i ferien blev startet på cyklen. Op og afsted i de tidlige morgentimer på min gravelbike. Det var en kølig tur med start mens det endnu var mørkt så der skulle godt med lys på lygterne. Turen startede tidligt fordi jeg havde en bagkant på tiden da familien senere på dagen skulle til Aarhus sammen med et hold gode venner til overnatning. Det blev til 23,3 km gode basis kilometer ind på kontoen.

10. Februar

Efter en overnatning i Aarhus med familien på Radisson Blu og hygge i byen, blev det lidt svært at nå en god cykeltur søndag den 10. Februar – men det lykkedes at få overtalt mig selv til at komme afsted på min gravelbike igen. Sofaen og sengen kaldte ellers på mig, men kl 22.45 var jeg sprunget på cyklen til en god time i mørket. Der var ret meget vind på turen, men ellers fornuftigt vejr til at begive sig ud i den kolde nat.

11. Februar

Endeligt blev det muligt at komme afsted i dagslys. Mandag i vinterferien var jeg ikke den eneste der havde ferie, så jeg kunne komme afsted i godt selskab og samtidigt køre en Bergamont Contrail Elite som jeg i øjeblikket tester for mtbx.dk

Turen tog næsten 2 timer, og bestod af lokal hygge og på opdagelse i dele af de lokale skove som jeg normalt kører i når jeg ikke skal afsted med bilen. Det blev til 24 km i det kuperede landskab nær Langå med masser af smil på læben og hygge på sporet.

12. Februar

Tirsdagen i ferien var det igen tid til at sætte uret så jeg kunne nå at komme afsted på cyklen inden hele familien vågnede op. Jeg kunne dog trække den lidt så jeg ikke behøvede passe lygter til men i stedet komme afsted til den skønneste solopgang ved Gudenåen. Jeg sigtede igen efter at køre en times tid så jeg ikke belastede familie planerne med al min cykling for senere på dagen skulle vi nemlig på chokoladefabrikken i Skanderborg på flødebolle kursus. Igen benyttede jeg mig af muligheden for at køre på Bergamont Contrail Elite som jeg i øjeblikket tester for mtbx.dk

13. Februar

Onsdag var sidste dag hjemme i Langå inden et par skønne dage i sommerhuset på Langeland ventede. Jeg kunne dog lige nå en morgentur på min gravelbike igen inden vi pakkede taskerne og kørte afsted. 31 km i endnu en fantastisk smuk morgen i lokalområdet og videre ud mod Lyngå. Da jeg var omtrent længst muligt væk fra hjemmet punkterede jeg pludseligt og en flot fontæne af tubeless væske sprøjtede ud over cyklen og undertegnede – heldigvis lukkede tubeless væsken hurtigt og jeg behøvede ikke engang at fylde mere luft i dækket – hurra for tubeless, det er så lækkert når uheldet er ude.

14. Februar

Torsdag var første dag på Langeland hvor jeg skulle lufte cyklen. Jeg har min første MTB stående ved sommerhuset så jeg behøver kun at tage cykeltøj med så er jeg klar til afgang på Langeland. Jeg kørte sen eftermiddag hvilket betød at jeg kunne nyde solnedgangen, men det betød også at jeg skulle have lys med og ikke mindst kunne navigere i mørket. Det blev til 32 km dog hovedsageligt på asfalt pga mørket.

15. Februar

Fredag morgen var det igen tid til træning og det blev en helt speciel morgen. jeg vil endda gå så langt som at sige at det var et et magisk øjeblik, et af de sjældne øjeblikke hvor det hele pludseligt giver mening og den indre ro overtager sindet.
Uret var sat til kl 7.20, hurtigt op og i cykeltøjet uden at vække familien. Da jeg kom ud var det næsten vindstille og tåget. Solen var endnu kun på vej op så det var stadig koldt og dunkelt da jeg begav mig afsted på dagens MTB tur på Langeland. Efter et par km på cyklen og efter at have hilst på smukke hjorte kom jeg forbi en af Langelands tusinde hatbakker og besluttede mig for at køre til toppen. Og her kom det magiske øjeblik, på vej op på bakken kommer jeg op over tågen, op i den langsomt vågnende morgen sol. På toppen af bakken var der den smukkeste udsigt, tågen der indhyllede landskabet afbrudt af små øer af bakker og trækroner der rager op over tågen. Alt i mens dansede solen med dens magiske stråler af guld. Helt stille, helt alene, helt i ro og fortabt i et øjeblik inden træningen igen bar mig videre i landskabet.
Skøn rolig tur på MTB, masser af hjorte, harer, fasaner, spætte og vilde heste der nysgerrigt fulgte mig på vej igennem morgenen på Langeland. Tak for et magisk øjeblik og for en skøn sport som ikke altid handler om Strava segmenter eller at køre vilde drops, men også om at nyde den smukke natur vi er beriget med her i landet.

16. Februar

Sidste dag på Langeland skulle naturligvis også begynde med en morgen tur på cyklen. Turen gik mod nord på Langeland hvilket førte mig forbi området hvor min farmor og farfar levede, dejligt gensyn. Det blev til 41 km, eller det vi sige de sidste 5 km blev på gå-ben da kæde pludseligt sprang og undertegnede ikke havde ekstra led med til kæder der ellers ville kunne have reddet hjemturen. Heldigvis var vejret fint, og når cyklen bryder ned er det jo bare at sætte det ene ben foran det andet til man kommer hjem igen.

17. Februar

Søndag, hjemme i Langå igen til en opvaskemaskine der er stået af så er der ikke andet at gøre end at tage cyklen og lokke min søn med ud på en lille lufter i skoven. Det blev til 10 km i lokalområdet mens solen gik ned.

18. Februar

Den sidste tur på cyklen i vinterferien 2019 blev en lokal mandags tur med godt selskab igen. Vi tog 54 km skøn tur fra Langå og til Bjerringbro incl MTB sporet i Bjerringbro. Det gav masser af højdemeter og god træning til Malaga turen. Og ikke mindst gav den masser af sjov og smil – dejlig afslutning på en skøn ferie.